Cykelstyrtet i skoven

Cykelstyrtet i skoven

Min drøm: min mand, en ven og jeg cykler i en skov ved middagstid. Min mand cykler fra os. Vores ven griber fat i min cykel. Jeg skubber ham væk. Han griner men vælter og slår sin ryg alvorligt. Jeg ringer efter hans kone og en ambulance. Siger han ikke må rører sig, han vrider sig i smerte. Jeg trøster og siger jeg har styr på det. Min mand opdager ikke styrtet. På forhånd tak.

Drømt af kvinde

Tolkning af drømmen

Tak for din drøm.

At du cykler i skoven betyder, at du er i kontakt med din egen natur i denne drøm.

Der sker en masse ting omkring dig, men du er fattet og rolig og handler, som du skal. Du "har styr på det", som du selv siger i drømmen.

Samtidig ser det ud som om en del af din maskuline side er lidt svær at få styr på. Din mand cykler væk. Din ven driller, og det får forfærdelige konsekvenser. Den hjælp, du henter, er til gengæld også en kvinde.

I det virkelige liv kan du overveje, hvordan balancen er mellem dig og din mand. Hvilke roller har I, hver især, i jeres forhold?

Hvad repræsenterer din drillende ven i det virkelige liv? Er det et menneske, som bruger dine ressourcer, eller som tilføjer ressourcer til dit liv? Kan du spejle dig selv i din ven - hvor ligner I hinanden og hvor gør I ikke? Repræsenterer han nogle sider af dig, du kunne være mere i kontakt med?

Du bruger din egen handlekraft på at holde styr på en omverden, som ikke samarbejder, men opfører sig egoistisk. Måske kunne noget af denne handlekraft veksles til, at du arbejder noget mere for dig selv, og ikke bare for at holde styr på din omverden?

Du virker til at være et virkelig ressourcestærkt menneske, som har brug for at harmonere sin maskuline og feminine side. Du er et ansvarligt menneske. Måske skal en del af denne ansvarlighed flyttes over på et ansvar for dine egne behov og ressourcer?

Held og lykke!

De bedste hilsner, Pernille

Tilbage til blog