Hvad nu hvis skatten ikke skal findes – men genfindes?
Jeg vender tilbage til Lincoln i England igen og igen.
Her mødes historiens lag – fra romerne til vikingerne – og op mod den majestætiske katedral har pilgrimme vandret i mere end 1.000 år.
Årets retreat, The Quest, blev på mange måder en pilgrimsrejse.
En rejse ud – og hjem.
Sammen udforskede vi historiens spor, livets spørgsmål og det guld, vi hver især bærer i os.
For dette års retreat var tema var netop guldet.
Det indre guld.
Det levede guld.
Det guld, vi måske har glemt, men som altid har været der.
Og så var der selvfølgelig antikmarkedet.
Et af Europas største – et sandt skatkammer for enhver, der elsker historier, håndværk og sjæl.
Hver genstand bærer spor af et levet liv. Små stykker af fortiden. Glemte skatte, som minder os om, hvad der allerede er værdifuldt.
En del af årets Quest var at gå på opdagelse uden mål. At lade nysgerrigheden og glæden vise vej. At finde skatte med barnets øjne.
På denne tur fandt jeg skatte.
To slangeringe i guld.
Den ene med dybrøde granater i det tredje øje.
Den anden med funklende diamanter.
To forskellige udtryk.
To forskellige historier.
Men begge bærer den samme urgamle fortælling om forvandling, cyklus og livskraft.
De røde glaskugler på billedet er victorianske og stammer fra omkring 1880, og det gamle træstempel har tidligere været brugt til tryk. Også disse skatte kom med hjem fra England.
Måske er det derfor, jeg bliver ved med at vende tilbage.
For nogle skatte handler ikke om at finde noget nyt.
Men om at genfinde det, der allerede har værdi.
|
|