Gå til produktoplysninger
1 af 3

Mit Blå Univers

Ud af vildmarken - og Guldet Taler

Ud af vildmarken - og Guldet Taler

Normalpris 175,00 DKK
Normalpris Udsalgspris 175,00 DKK
Udsalg Udsolgt
Inklusive skat.

UD AF VILDMARKEN – OG GULDET TALER

En gylden stund om livets spor, modet til forandring og det, vi bærer med os

Hvad giver os fodfæste i livet? Og hvad sker der, når det, vi altid har støttet os til, måske også er det, der holder os fast?

Heidi Lykke Nissen, forfatter og foredragsholder, og Charlotte Larsen fra Mit Blå Univers / Antik Blå inviterer til en særlig aften hos Café og Restaurant Mr. Torp i hjertet af Odense.

Med udgangspunkt i Heidis 28 dage alene i Laplands vildmark og Charlottes fortællinger om guldets historie og symbolik undersøger vi, hvad vi mennesker bærer med os gennem livet.

Vi arver historier, værdier og forestillinger om, hvordan livet skal leves. Nogle giver os styrke, kærlighed og tilhørsforhold. Andre kan begrænse os.

Men hvornår lever vi egentlig vores eget liv, og hvornår følger vi spor, som andre har lagt for os?

Måske handler det ikke om at forkaste det gamle, men om at opdage, hvad vi ønsker at tage med os videre.

Og om at finde modet til at forlade det velkendte og træde ud i det ukendte. For det kan koste noget at bryde med gamle mønstre, forventninger og loyaliteter.

Men hvad koster det at lade være?

Måske er det netop her, nye spor begynder. Når vi tør ære det, vi kommer fra, uden at lade det bestemme, hvor vi skal hen.

Når guldet taler

Et smykke kan rumme minder, kærlighed og forbindelser til mennesker, der har betydet noget for os. Det kan fortælle om vores historie, vores rødder og de værdier, vi bærer med os.

Måske kan et smykke også blive en slags amulet, der minder os om, hvem vi er, hvad vi står for, og hvilken vej vi ønsker at gå.

Har du et smykke, der betyder noget særligt for dig?

Så tag det endelig med. Måske gemmer det på en historie, der fortjener at blive fortalt – eller måske får det en helt ny betydning.

Bogen og guldet

Heidi medbringer sin nye bog Ud af vildmarken – 7 veje til fodfæste, som du får mulighed for at købe og få signeret på aftenen.

Charlotte medbringer et udvalg af sine vintage guldsmykker, som du kan gå på opdagelse i.

Vi byder på et glas vin undervejs og glæder os til en aften med plads til både humor, eftertanke, forundring og fællesskab.

Tid og sted

Torsdag den 26. november 2026
Kl. 18.30–20.30

Café og Restaurant Mr. Torp
Vintapperstræde 16
5000 Odense C

Pris: 175 kr. pr. person
Inkl. et glas vin.

Begrænset antal pladser.

Om værterne

Heidi Lykke Nissen – forfatter, foredragsholder og konsulent

Heidi har 18 års erfaring som lektor og underviser inden for blandt andet psykologi, kommunikation og relationer.

I 2025 deltog hun i DR's Alene i Vildmarken, hvor hun tilbragte 28 dage alene i Lapland. Her satte hun sin faglige viden på prøve og erfarede på egen krop, hvad der hjælper os med at bevare fodfæstet, når livet bliver svært.

Oplevelserne blev til bogen Ud af vildmarken – 7 veje til fodfæste, hvor hun med humor, personlige fortællinger og psykologisk indsigt undersøger, hvordan vi kan bryde gamle tankemønstre og skabe nye spor i livet.

Charlotte Larsen – Mit Blå Univers / Antik Blå

Charlotte har siden 1992 arbejdet med antikke og vintage guldsmykker i sin Odense-virksomhed Antik Blå.

Efter mere end 30 år som selvstændig har hun nu smeltet Antik Blå om til Mit Blå Univers, hvor fascinationen af guldet møder interessen for menneskers historier, symbolik og de forbindelser, der kan opstå mellem et smykke og det menneske, der bærer det.

Charlotte er desuden uddannet coach og Hero’s Journey Facilitator og arbejder med livets overgange, forandring og modet til at følge sin egen vej.

For Charlotte er guldet meget mere end et ædelt metal. Det rummer fortællinger om håndværk, kultur, historie og menneskeliv.

Et møde i England

Charlotte og Heidi mødte hinanden på et Hero’s Journey-retreat i England, kort efter at Heidi var vendt hjem fra sine 28 dage alene i Laplands vildmark.

Her begyndte en samtale, som nu har udviklet sig til dette fælles arrangement, hvor vildmarkens erfaringer møder guldets fortællinger.

Vi glæder os til at dele en gylden aften med dig.

Heidi & Charlotte 💛

Se komplette oplysninger

Andre typer af sessioner